Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Mallorcinske Specialiteter


Pa amb Oli - en regional udgave af den internationalt kendte bruschetta og en favoritsnack på hele Mallorca. Det består af en skive brød, som gnides med tomat, dryppes med olivenolie og strøs med salt. Der følger ofte hvidløg med som tilbehør, men der er mange muligheder, måske lidt ost, lidt skinke eller en sardin. Pa amb Oli plejer at passe meget godt som en forret. 

Sopas mallorquinas - en suppe baseret på grønsager, kød og brød, som spises med gaffel! Retten står ofte under forretterne på menukortet, men med lidt brød som tilbehør kan det udgøre en let middag. 

Frit mallorquí - en slags biksemad med bl.a. lever og fennikel - kan af og til være stærkt krydret. 

Tumbet - en gryderet med forskellige grønsager. Nøjagtig hvilke grønsager, som anvendes i retten, afhænger af tilgangen til råvarer, men aubergine, kartofler og zucchini er et must. 

Caragols - snegle, som koges i egen skal og serveres med hvidløgsmayonnaise. 

Bocadillo - en slags sandwich. Pålægget varierer, Det kan f.eks. være con queso, dvs. med ost, con jamon, dvs. med skinke osv. Ønsker du ikke en hel frokost, kan de fleste barer tilbyde både en bocadillo og noget at drikke til. 

Llom amb Col - en gryderet med svinekød og hvidkål som hovedingredienser. Mættende og dejlig varm hvis det er lidt halvkøligt udenfor. 

Porcella - grillet pattegris. 

Sobrasada - Mallorcas berømte pølse, som fremstilles af svinekød. Pølsen er mild men med masser af smag og rød af krydderierne. Findes både som tapas, som ingrediens i gryderetter og som hovedingrediens til en middag. Flere butikker sælger mere eller mindre den ægte vare. Har du lyst til at tage en spiselig souvenir med hjem, så kan pølsen sagtens holde sig. 

Ensaimada - en spiralformet bolle, som findes i forskellige størrelser og med forskelligt fyld.

Drikkevarer:

Vin 
De spanske vine hører blandt de fineste i verden. Landets mest kendte vine kommer fra regionerne La Rioja, Navarra og Penedes. Alle regioner fremstiller deres egen vin, således også Mallorca, hvor vinen benævnes Binissalem. Øens vincentrum ligger netop i Binissalem, hvor der findes flere vinhuse, som byder besøgende velkommen, hvis ikke til en rundtur så i det mindste i butikken. 

Cava 
Spansk mousserende vin kaldes cava og kan sagtens konkurrere i smag og endnu mere i pris med champagne. Nogle kendte mærker er Freixenet og Codorniu. 

Sangria 
En drik, som frem for andre bliver forbundet med Spanien, er den populære sangria. Den er baseret på vin, først og fremmest rødvin, frugt, sukker og indimellem lidt cognac. Serveres oftest på karaffel. Læskende men forræderisk i varmen. Husk på at sangriaen langt fra er alkoholfri, hvis du er i bil. 

Spansk kaffe 
Kaffe er meget populært i Spanien. Den spanske kaffe er stærk. Ønsker du det, der svarer til kaffen, vi drikker i Danmark, bør du bestille en café melitta eller café americano. En café solo er en lille kop espresso. En cortado er en espresso med lidt mælk i. En café con leche er en stor kop med lige dele stærk kaffe og varm mælk. Den drikkes først og fremmest til morgenmaden.