Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Shopping

På Mallorca kan man købe mange fine ting. Spansk design regnes som førende, både når det gælder indretning og tøj. Her på øen finder du bl.a. lædervarer i form af jakker og tasker, keramik og mallorcinske tekstiler med specielle mønstre og ikke at forglemme, sko! 

På turistrejsemålene har de fleste butikker åbent fra morgen til aften alle ugens dage. I de større byer og i Palma gælder de officielle åbningstider dog, dvs. hverdage kl. 10-13.30 og kl. 16.30-20, lørdage kun om formiddagen og lukket på søndage. De store varehuse i Palma har derimod åbent hele dagen uden siesta. 

Det største udvalg finder du naturligt nok i Palma. Her finder du alt fra små enkle forretninger til eksklusive butikker. Besøg det store og elegante varehus El Corte Inglés, hvor du finder det meste, eller C&A, som er et stort varehus med tøj til relativt lave priser. De to spanske modetøjskæder Mango og Zara tilbyder mode til gode priser. 

De fleste landsbyer og større byer har deres eget marked en eller et par dage om ugen. Her handler de lokale indbyggere, og her kan du finde alt mellem himmel og jord. Frugt, grønsager, husgeråd, tøj, sko og indimellem også levende dyr! 

Normalt "prutter" man ikke om prisen på Mallorca, men på markederne kan det godt betale sig at diskutere prisen med sælgeren. De plejer at sætte deres varer op ved 8-tiden om morgenen og fortsætter frem til siestaen. Her er nogle eksempler på markeder, som er et besøg værd. 

Mandag: Manacor, Montuiri og Calviá
Tirsdag: Artá, Alcudia, Porreres og Santa Margalida 
Onsdag: Andratx, Capdepera, Lluchmajor, Santanyi, Sineu, Sencelles og Puerto de Pollensa 
Torsdag: Arenal, Campos og Inca 
Fredag: Alaró, Algaida, Binissalem, Lluchmajor, Son Servera og Puerto de Alcudia
Lørdag: Bunyola, Campos, Santanyi, Cala Ratjada, Sóller og Palma (loppemarked på Polígono Son Fuster) 
Søndag: Alcudia, Felanitx, Pollensa, Santa Maria, Consell (loppemarked) og Valldemossa 

Gode køb på Mallorca 

Sko 
Der findes et stort udvalg af skobutikker på Mallorca, specielt sandaler, klipklapper og andre sommersko til kvinder. Oftest er de også lidt billigere end derhjemme. 

Keramik 
Hvor du end kommer hen på Mallorca, kan du købe smukke krukker og keramik. De er fremstillet i henhold til gamle traditioner, og hvis du er heldig, kan du finde nogle rigtig fine ting til fordelagtige priser. 

Alkohol 
Både vin, spiritus og øl er billigt, hvis man handler i supermarkederne, specielt i de større varehuse. 

Skind og læder 
På Mallorca kan du finde skind- og lædervarer af god kvalitet til gode priser, frem for alt jakker og bælter. Det er bedst at handle i byen Inca, som er læderindustriens højsæde på øen. Tag dertil på en torsdag, hvor der afholdes marked.

Olivenolie
Der er mange, der mener, at olivenolien fra Mallorca er blandt de bedste ved Middelhavet, og flere steder rundt omkring på øen kan du finde lokalproduceret olivenolie, som du kan købe med hjem.